Hvad er Rotary?

Idegrundlag

Rotary er et internationalt erhvervsnetværk grundlagt af Paul Harris i 1905. Det er Rotary’s ambition at være en positiv kraft både lokalt og internationalt. Rotarys motto har siden 1911 således været ”Service above self”.
Rotarys emblem forestiller et tandhjul med 24 tænder og seks egerhjul, der illustrerer bevægelse. Det er samtidig symbol for at alle opgaver i enhver Rotary klub går på omgang mellem medlemmerne. Der udnævnes således en ny præsident hvert år og alle medlemmer påtager sig opgaven mindst en gang i løbet af deres medlemsperiode.
Enhver Rotary Klub fordeler opgaverne i fire såkaldte tjenester: Klubtjeneste, Samfundstjeneste, Erhvervs- og virketjeneste og International tjeneste.  

Rotary over hele verden

I dag er Rotary repræsenteret i 166 lande. Der er over 34.000 klubber med i alt 1.2 millioner medlemmer på verdensplan  I Danmark alene er der 11.000 medlemmer fordelt på 272 klubber.
Rotary International er Rotary’s internationale hovedsæde. I hvert medlemsland findes de nationale administrative organisationer, som eksempelvis Rotary Danmark. Rotary i de enkelte lande er opdelt i distrikter. I Danmark er der fem distrikter. Birkerød Rotary Klub tilhører distrikt 1470, der omfatter Storkøbenhavn, Nordsjælland, Bornholm og Grønland.
De enkelte klubber bestemmer selv hvad de vil engagere sig i, udarbejder egne vedtægter og holder møder hvor og hvornår de vil.
Organisationen tilbyder hjælp og støtte til de enkelte klubber ved at udarbejde forslag til vedtægter og retningslinjer for klubbernes organisering og løbende aktiviteter, materiale der kan anvendes i formidling om Rotary.

BIRKERØD ROTARY
info@rotarybirk.dk

MØDESTED
Restaurant Hestkøbgaard (Golfklubben)
Hestkøbvænge 4
3460 Birkerød

FØLG OS

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes